Av Theodor Vilshammer
Når jeg i det følgende forsøger at forklare navnene på de forskellige gårde og deres indbyrdes relationer, holder jeg mig til Magnus Olsens bog ”Hvad våre stednavn lærer oss”. Desuden har jeg benyttet eksempler på navngivning fra andre egne i Norge. Gårdsnavne, hvor ”Vils” indgår, har jeg ikke kunnet finde andre steder i Norge og har derfor måttet henvise til Jylland. Der har været tætte forbindelser mellem Jylland og Sørlandet fra tiden før bronzealderen og op til vore dage, disse forbindelser har været både handelsmæssige, kulturelle og sproglige. I Jylland kaldes f.eks. en U-formet dal eller langstrakt fordybning i terrænet for en ”vils”.
Mine øvrige informationskilder har været bøgerne ”Lyngdal I” og ”Spind”.
Mormors slægts hjemsted
Lyngdalsfjorden går ind til Lyngdal, og på nordsiden af fjorden ligger Skreheia, der er ca. 300 m høj. Betegnelsen ”skre” betyder lavine. På toppen er et plateau. Fjeldvæggen er stejl og er i dag bevokset bortset fra en næsten lodret 200 m høj barfjeldsside. 300 m lyder ikke af meget, men man kunne ikke regne med, at kornet blev modnet hvert år. Klimaet her om vinteren er således, at det hurtigt kan veksle mellem frost og tø, dvs. at sneen, som falder, kan veksle hurtigt mellem tung og våd sne og tør, frossen kornsne, hvilket betyder, at den våde sne, som har lagt sig oven over kornsneen, hurtigt kan komme i skred (lavine) på de stejle fjeldsider.
Bag det nævnte plateau er der en U-formet dal, hvis bund har været en stor mose (myr). Dalen har aldrig haft et selvstændigt navn. Den er en typisk ”vils”, og man må formode, at den er blevet benævnt ”vilsen”.
Navnet ”vils” og kombinationer, hvor det indgår, er meget brugt i Tyskland og Danmark. I Jylland er der ét sted med navnet ”Vils” alene og 15 steder, hvor ”Vils” er første led i navnet. Endvidere er der 5 steder med forstavelsen ”Hvils”. I en så stor mose, som vilsen har været, vil der også være mindst én sø (et vand). I dag er Øvstevand den eneste, og den ligger øverst i vilsen. Hvor den sø, der er forsvundet ved udretning og regulering af elven og afvanding af mosen, har ligget, fortæller det lokale navn på gården Eikenes, der udtales ”Eienes”. Det gamle navn har været ”Eidnes”. Søen har ligget her, og den har været delt af et eid, som har haft sin rod i det nes, hvor brugene 3 og 4 i dag ligger. Det er først i nyere tid, hvor man har foretaget en udretning af elven, der løber fra Øvstevand og ned til fjorden ved Lasta, at vilsen har kunnet dyrkes effektivt.
Min mormor kommer fra gården Eikenes.
Navnet fortæller, at den er den ældste gård på stedet. Et andet indicium for, at Eikenes er den ældste gård i vilsen er, at det er den eneste gård, som ligger – lå – oppe på sydsksråningen, dér hvor nu brug nr. 1 er. Kommer man rundt i de norske dale, ser man, at de ældste gårde ligger på samme måde. De andre gårde har navne, som ender på ”land”, hvilket fortæller, at de er udflyttergårde og anlagt i vikingetiden.
Eikenes var den største gård, men i ca. 1880 blev den af min mormors brødre delt i 4 brug. Den har været odelsgården. Odelsslægten går i teorien tilbage til den første mand (med familie), som tog vilsen i besiddelse en gang før vikingetiden. Gårdene, hvis navne ender på ”land”, er som nævnt udskilt og opdyrket af sønnerne på Eikenes.
Det drejer sig om gårdene: Øvsteland, Meland og Hindersland. Det er mit indtryk, at beboerne på gårdene i vilsen er af samme slægt.
Øvsteland er den øverste gård i vilsen og ligger længst inde. Meland ligger nederst i vilsen og Hindersland lidt uden for.
På østsiden af plateauet er der et fjeld, som står op som en fjeldhammer. Det hedder på kortet Kløftefjeld, lokalt kaldes det ”Klyptefjeld” eller ”Kyrefjeld”. Tæt herved ligger gården Vilshammer. Før der blev anlagt vej over Lasta til vilsen var det lettest at komme op på fjeldet (heia) fra det sted, hvor Sørlia ligger. Man kommer først til gården Vilshammer, der er en gammel boplads, hvad man kan se af arkæologiske fund. Når man skulle videre ind på fjeldet, måtte man ind til vilsen for at komme over elven Lona. Fjeldet eller fjeldhammeren har da sandsynligvis fået navnet ”Vilshammeren” og gården ”Vilshammer”.
Mors slægt i vilsen på Skreheia
Oplysningerne om min mormors slægt og familie har jeg fået af Asbjørg Øvsteland, som er gift med min tremenning, Hilmer.
Mormors forældre og min morfars slægt, som vi er vidende om, er som følger:
- Gunder Arnesen Foss, Sør-Audnedal, f. ?
- Anders Gundersen Foss, f. 1616, g.m. Gunhild Salvesdatter, Rom
- Salve Andersen, Fidja, f. ?
- Finkel Salvesen, Fidja, f. 1692, d. 1742, g.m. Anna Austensdatter
- Salve Finkelsen, f. 1722, d. 1794, g. m. ? Gundersdatter, Tofta
- Finkel Salvesen, f. 1750, d. 1842, g. m. Gunhild Torstensdatter, Kvilland, f. 1751, d. 1824
- Anne Finkelsdatter, f. 1776, d. 1853, g.m. Jon Osmundssøn, Dragland, f. 1778, d. 1858
- Oldefar, Jakob Andreas Jonsen, Øvsteland, f. 1822, d. 1906, gift m. oldemor, Jette Marie Olsdatter, Skreli, f. 1819, d. 1880
Mine oldeforældre fik 5 børn, som alle blev født på Øvsteland:
Anna, f. 1853
Ole, f. 1855
Johannes, f. 1856
Amalie, f. 1861
Jakob Matias, f. 1865
Oldemors mor er sandsynligvis kommet fra Eikenes og må have haft odel hertil. Oldefars slægt stammer ikke fra stedet og han har ikke haft nogen odel.
Den sidste odelsmand på Eikenes, Peder Ulrik, døde insolvent i 1862, og hans enke måtte flytte fra gården. Mine oldeforældre blev lottsbrugere her. I 1876 overtog de Eikenes på tvangsauktion.
Det er umuligt at rekonstruere ejerforholdene til gårdene, der var blevet delt og slået sammen igen. Ejeren af brug nr. 1 var odelsmanden. De, som sad på de andre brug, var leielændinge, og således har forholdene også været på Eikenes. I 1902 boede brødrenes far stadig på brug nr. 1. Sønnen, Jakob Matias, havde brug nr. 2 og Johannes brug nr. 3. Deres ven, Theodor Sørensen, havde brug nr. 4. Odelsgutten, Ole, var dog den reelle ejer af brug nr. 1.
Odel gælder kun jorden, men løsøre skal deles ligeligt mellem arvingerne. Løsøre vil sige dyr, redskaber, huse, penge og andre værdier. De 2 søstre skulle således have deres del.
Udvandringen til USA var i gang. I 1839 var Pacificbanen nået igennem til Californien, hvor der var nyt land med store muligheder. Staten og finansmænd investerede stor kapital. Der skulle bygges jernbaner, veje og boliger, og landbrug skulle etableres. Der var brug for unge, stærke mænd, og agenter for selskaberne i Californien lokkede med gyldne løfter og billige eller gratis rejser for at tiltrække folk. De 3 brødre, som havde en drøm og en plan, var lette at lokke. De var alle sømænd, men det var kun i sommerhalvåret, skibene sejlede. At være sømand på disse betingelser gav ikke ret mange penge. Nu så de chancen for at kunne tjene så meget, at deres drøm om at overtage Eikenes efter deres far kunne opfyldes. Sammen med Ole fra Drange, som var forlovet med deres søster, Amalie, og yderligere en kammerat, Theodor Sørensen, tog de af sted. Min mor fortalte, at de havde været i Californien i flere omgange.
De 3 brødre og Theodor Sørensen havde sikkert, før de tog af sted til Californien, aftalt, hvordan de skulle dele Eikenes mellem sig. Man kan regne ud, at der var tale om en stor gård, siden den kunne deles i 4 brug, som alle holdt hest.
Når man skal etablere sig på en gård, må man først have noget at bo i. Løsningen her var let, nemlig at bygge et Lastahus, dvs. et præfabrikeret typehus. Bygherren skulle opføre en grundmur, hvorpå råhuset blev samlet af specialister. Indretningen blev overladt til bygherren. Styringen af opførelsen af grundmuren og evt. indretning måtte ordnes af andre, i dette tilfælde af brødrenes far, der på dette tidspunkt var en mand på ca. 50-60 år, som boede på odelsbruget, brug nr. 1, i det gamle hus. Søsteren og svogeren (min bedstefar) fik bygget et Lastahus på Vilshammer før 1875. Bedstefar var tømrer og snedker og var ansat i Statens Vandbygningsvæsen. Han var sandsynligvis hjemme en stor del af vinteren.
Hjemkomsten fra Amerika blev en skuffelse for Ole, for hans forlovede, Amalie, ville ikke giftes. Hun havde holdt hus for sin far og hjulpet ham med driften af hans gård. Hun ville også se verden, før hun ville binde sig og havde fået plads som tjenestepige hos en familie fra Spind, som boede i Durban i Sydafrika. Ole giftede sig med en anden, og da han senere blev enkemand med flere små børn, var Amalie kommet hjem, hvorpå de så giftede sig. Hun blev en god mor for hans børn. Moster Malie, som mor kaldte hende, var ikke et dusinmenneske. Hun var 18 år ældre end mor. Mor fortalte, at når hun som lille pige var på Eikenes, hændte det, at hun var i køkkenet sammen med moster, når friere kom på besøg. Moster Malie var meget omsværmet. Hun satte flere gange mor ind i gruen og lukkede lågen til denne, når der kom friere. Der var især én ihærdig person, nemlig tidligere nævnte Ole fra Drange. Som enke boede hun i Viga, hvorfra jeg husker hende. Der blev hun omtalt som ”Moster på Drange”. Hun gav os bolcher, som hun opbevarede i sengen sammen med naftalin, som var et anti-mølmiddel, der gav smag til bolcherne. Da hendes niece, Jette Marie, på Eikenes i 50-års alderen giftede sig med en enkemand på 70 år, sagde moster iflg. min mor til Jette Marie: ”Du må være klar over, at du højst kan have fornøjelse af ham i 10 år”. Min mor kommenterede dette således: ”Moster måtte jo vide det. Hun blev selv gift med en gammel mand”. Sine sidste år tilbragte moster Malie på gamlehjemmet i Lyngdal, hvor hun delte værelse med flere andre. Hun havde altid sovet med åbent vindue, hvilket hun stadig ønskede, men de andre værelsesbeboere protesterede. Hun fortalte så min mor, at når de andre beboere var faldet i søvn, stod hun op og åbnede vinduet.
Hvilket år de 3 brødre og deres 2 venner rejste til USA og hvor mange gange vides ikke, men dette har man mulighed for at finde ud af via internet. Hvornår brødrene kom hjem for godt, og hvornår de blev gift, kan man nok også finde ud af. Om husene stod færdige, da de kom, kan man kun gætte. Johannes var den første, som blev far, nemlig i 1882, så han er sandsynligvis kommet hjem godt 1-2 år før. Det foto, jeg har af de 3 brødre sammen med de 2 kammerater, og som er taget i Californien, er sikker taget som et minde.
Min mormor, Anna Jakobsen, Eikenes, og min morfar, Theodor Jakobsen, Skjerehaugen, Spind, blev gift i 1875, det samme år, hvor Johan blev født. Man ved, at de boede på Vilshammer i 1877, men de fik først skøde på bruget i 1880. I 1906 solgte mine bedsteforældre bruget og flyttede til Spindanger.
Alle 10 børn, hvoraf 2 døde som små, blev født i huset på Vilshammer, og det må derfor være blevet bygget i begyndelsen af 1870’erne, før de fik endeligt skøde på bruget. Savbruget på Lasta leverede præfabrikerede huse til bl.a. Vilshammer og Eikenes, hvor de alle blev bygget i 1870-80’erne. Morfar satte en lille støbejernskogeovn i gruen i det nye hus.
Mor og hendes søskende
De 10 børn var:
- Johan, f. 1875,
- Jette Marie, f. 1877
- min mor, Johanne Regine, f. 1879,
- Jakobine, f. 1882
- Jakob, f. 1884,
- Severin, f. 1886, d. 1889
- Theodor Andreas, f. 1887, d. 1894,
- Severin, f. 1892
- Theodor Andreas, f. 1894
- Thora, f. 1897
Ole blev gift med Mella, og de bosatte sig på Eikenes. De var barnløse. Morbror Ole sagde en gang til mor, at ”da jeg giftede mig med Mella, var jeg ikke klar over, at jeg fik en kone, som havde penge”. Han opdagede – efter at de var blevet gift – at hun havde en bankbog med et par tusind kroner.
Johannes blev gift med Hanna Emelie Tønnesdatter, f. 1860 i Kvinesdal, d. 1952. Også de bosatte sig på Eikenes.
De fik 7 børn:
- Jakob Andreas, f. 1882, d. 1949
- Theodor, f. 1885, død i USA Jette Marie, f. 1888, d. 1893
- Jette Marie, f. 1896, gift med Knut Andersen i USA, fik 2 børn
- Jenny Maria, f. 1898, g. med Berner Vilshammer med hvem hun fik 2 børn (Bjarne og Ella)
- Hjørdis Henriette, f. 1900, g. med Ingvald Øvsteland, fik et barn, Hilmer
- Johannes Albert, f. 1902, g. med Ragnhild Øvsteland.
Efter hvad mor fortalte, var Johannes, hvad vi i dag kalder ”arbejdsnarkoman”. Jakob Matias blev gift med Emilie Kathrine Isaksdatter, f, 1872, d. 1953
De boede på Eikenes og fik 7 børn:
- Jette Marie, f. 1896
- Isak Emanuel, f. 1899
- Jakob Andreas, f. 1901
- Gustav Andreas, f. 1909
- Ragna Johanne, f. 1911
- Johan, f. 1905,
- Anna Amalie, f. 1916.
Som stor dreng og ung kom jeg jævnligt til Spind, og da besøgte jeg ofte familien på Skreheia. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang alene ville besøge Jette og Ragna på Eikenes, hvor hesten, Tom, stod bundet uden for og spærrede vejen på en venlig måde. Jeg snakkede til den, og den kom hen og skulle klappes, og derefter måtte jeg fortsætte. Da jeg kom ind, fortalte jeg om episoden, og man sagde, at alle, som kom, først måtte hilse på hesten, og man fortalte, at den Tom, som de havde haft, da de var børn, forbød andre dyr at komme ind til gården, når børnene var ude at lege. Hvis de fremmede kom med hest, måtte denne bindes et langt stykke vej fra gården. Ragna, som var lille og svagelig, fortalte, at når legen blev for voldsom for hende, stillede hun sig under Tom, hvor hun var tryg.
Vilshammer – Lasta
Vilshammer er sandsynligvis også en gammel, odelsgård med egen slægt. Gården er udstykket i mange brug. Lasta er et af disse, da det har samme matrikel- nummer. Gården har sikkert omfattet alle de gårde og brug, som ligger ved fjorden under selve fjeldhammeren. Gården havde siden middelalderen været kirkegods som et af de få i Vestagder. Odelsmanden skænkede gården til kirken for at ”vinde saligheden”. I realiteten var det eneste, han kunne give til kirken, de udstykkede brug. Hovedbruget, brug nr. 1, tilhørte slægten. Mine bedsteforældre købte brug nr. 6. I dag består Vilshammer af 3 små brug på toppen af fjeldhammeren. Vilshammer har som tidligere nævnt sikkert været en stor, gammel odelsgård med egen slægt. Til slægten hørte hverken min morfar eller mormor og dermed heller ikke jeg.
Jeg er søn nummer 2 og skulle derfor opkaldes efter min morfar, som har været kaldt Theodor Vilshammer. Som ung benyttede min mor navnet Vilshammer som mellemnavn, og det gjaldt også mig. Da jeg søgte om at få navnet som familienavn, måtte jeg have en skriftlig tilladelse af dem, som havde retten til navnet. Dette ordnede mors kusiner, Jenny Lasta og Hjørdis Øvsteland sammen med Niels Vilshammer. Disse 3, som alle var af Vilshammer-slægten gav mig retten til navnet.
Jeg har boet i Danmark siden 1946 og flytter aldrig tilbage til Norge, så navnet Vilshammer er frigjort for slægten. Ejerne af Vilshammer råder derfor alene over navnet i Norge. Mine børn og børnebørn bærer navnet, men her i Danmark, hvor de bor, er det ikke særpræget, da der er så mange navne med forstavelsen ”Vils”. Alene i København og omegn er der flere end 100.
Rettigheden til vandfaldet ned til Lasta har været ejet af gårdene og brugene, som her havde deres kværne og vandmøller. Da savværket ved Lasta blev oprettet for at kunne udnytte vandfaldet effektivt, måtte man købe vandrettighederne af ejerne. Navnet Lasta kommer sandsynligvis af ordet ”lastested”. Herfra er tømmer, som blev flådet ned ad Lyngdalselven, blevet lastet til eksport i mere eller mindre bearbejdet form. Skibe kunne vanskeligt sejle ind til Lasta, så tømmer, planker og brædder blev fragtet til Farsund, hvorfra det blev eksporteret. Denne eksport dannede grundlaget for Farsund.
Mors barndom på Skreheia
Børnene levede i nær kontakt med dyrene, der således blev legekammerater. Mor og hendes søskende kom ofte hos bedsteforældrene på Eikenes, hvortil afstanden ikke var lang. Mor fortalte, at der en gang på Eikenes var kattekillinger, som de legede med, men næste gang, da børnene kom på besøg, var killingerne der ikke, men deres skind hang udspændt på væggen, efter at bedstefaderen havde slået dem ihjel og flået dem. Man benyttede disse skind som omslag på gigtplagede legemsdele. Det var det eneste kendte middel mod gigt.
Hele sommeren legede børnene med lammene. Et efterår, da lammene blev slagtet, blev mor sat til at røre i blodet. Det var dog for meget – og hun besvimede.
Mens de boede på Vilshammer, gik børnene i skole hos ”Jakob-Skoleholder”, hvor de lærte at skrive, læse og regne. Det, der blev lagt mest vægt på, var bibelhistorie og katekismus. Sidstnævnte huskede min mor udenad hele livet. Der var ikke tale om Pontoppidans lille katekismus, som jeg havde i min skoletid, men ”den store”.
Da mor var 11 år i 1890 og havde smerter i den ene hofte, måtte man til læge med hende. Denne boede i Alléen, der er Lyngdals centrum. Hun måtte med hjælp gå fra Vilshammer, som lå i 300 m højde ad den ca. 2 km lange stejle vej ned til bryggen i Lasta. Derfra blev hun roet ind til bunden af Lyngdalsfjorden og skulle gå fra bryggen til Alléen, en strækning på ca. 2 km. Hun blev opereret i lægens lokaler og måtte derefter gå samme vej tilbage. Om der var nogen form for bedøvelse, fik vi aldrig spurgt hende om. Arret efter operationen var et stort krater helt ind til lårbenet. Så længe hun levede, havde hun smerter ved hvert skridt, hun tog.
Kvindeforeninger på Skreheia
I Lyngdal startede ”Kvindeforeningen for Udenlands- missionen”. Foreninger af denne type spredtes hurtigt ud over hele landet. Mor fortalte, hvordan kvinderne mødtes i de private hjem, hvortil man medbragte fx uld, karter og rokke. Man spandt i fællesskab ulden og strikkede, helt svarende til, hvad der beskrives i Blichers «Æ Bindstow». De færdige produkter blev solgt, og pengene gik til missionen. Man samlede således ikke penge/kontanter ind, men bidrog til økonomien på nævnte måde. Der var ikke megen plads i de små huse, så de steder, hvor der var bedehuse, mødtes kvinderne her til deres møder. Der var ikke noget missionshus eller bedehus i dalen eller vilsen, så religiøse møder og sammenkomster blev holdt i skolestuen.
Lastas præfabrikerede typehuse
På Lasta var der savværk med høvleri og maskinsnedkeri. Der havde man i ca. 1870 udviklet et præfabrikeret typehus, som blev leveret til kunden færdigt opsat på kundens byggegrund. Dette skete således 100 år før vor tid, hvor det er meget almindeligt. Fotografierne af huset på Vilshammer, Skjærehaugen og Eikenes har overbevist mig om, at disse huse er Lasta-fabrikens typehus. Husene blev ikke blot bygget i nærområdet, fx stod der indtil for få år siden på Sandviken uden for Arendal et Lastahus, som svarede til huset på Vilshammer.
Foto tilhørerTheodor Vilshammer
Hentet fra Lyngdalsboka 2005 – Lyngdal historielag 2016